Modningens tid
Sensommerens lys og duften af modne æbler. Edderkoppespind i det lange græs. Første optænding i brændeovnen efter sommerens varme. Stearinlys i skumringen. Jeg elsker den her årstid. Modningens tid. Jeg sidder i min stol og kigger på de sortmodne hyldebær, der hænger i klaser side om side med de stærkt orange rønnebær.
Jeg mærker glæde over mit kropsterapeutiske arbejde med kvinder i alle aldre, alle faser af livet.
De yngste er i begyndelsen af tyverne, de ældste i sluthalvfjerdserne. De fleste kvinder er i alderen 40-65.
Modne kvinder. Kloge kvinder, der erfarer, at livet i sig selv ikke altid læger gamle sår, og nu skal det være.
Børnene er blevet større, eller er flyttet hjemmefra, og det med seksualitet og intimitet, der ikke helt har fungeret, får nu en plads. Et rum. Tiden er moden.
At savne en glæde og lyst til sex, kan ikke ses isoleret fra resten af ens liv.
Enkelt sagt handler det om modet til at komme hjem i sig selv. Mærke sig. Tillade at jeg er god nok, med alt hvad jeg er.
Og… Det er så slet ikke så enkelt, som det er sagt.
Vi kommer til verden, helt åbne og modtagelige, hvorefter vi gradvist lukker af og passer ind, -for at få kærlighed, accept, fællesskab og undgå udstødelse og ensomhed.
I kroppen bor hele vores historie. Alle svigt, alle tilpasninger og overgreb. Alle de gange hvor vi sagde ja og mente nej. Vi lukker ned, så vi undgår at mærke.
Tilbage kan der være en følelse af tomhed, ’ingenting’ eller smerte.
Det er gerne her, vi begynder det terapeutiske arbejde.
Dér, hvor kroppen er lige nu.
Med en invitation til at gå ind i kroppens rum, mærke vejrtrækningen, lige der hvor den er.
Være tro mod det, der mærkes i kroppen, -eller ikke mærkes.
Først her vover kroppen langsomt at åbne sig. Der løsnes forsigtigt og respektfuldt op.
Kroppen kan opleve, måske for første gang i mange år, at få taletid.
Det kan blive meget dybt. Meget forløsende. Med store følelser, vrede og gråd, eller som ganske stille og blid forløsning.
Jeg har set ansigter, hvor udtrykket ændrede sig radikalt. Hvor livsenergien igen bølgede.
Hvor kroppen igen blev beboet.
Jeg mærker en taknemmelighed over at vidne og ankre de her dybe healende processer.
Det er så smukt.
Ulla Eline Veje, 28.august 2018