Om at ville væk fra.
Når jeg har det svært, vil jeg gerne væk fra det.
Jeg prøver at finde løsninger. Kæmper imod.
Vil egentlig bare have fred i hovedet.
Men, -når jeg ønsker én følelse, -en bedre, er der en anden, der ikke må være her.
For en del år siden lærte jeg noget om at om rumme en tanke eller følelse.
Ikke ville forandre den, men vidne det der sker inde i mig.
Jeg troede ikke rigtigt på det.
Første gang jeg prøvede det af i det virkelige liv, var mine to yngste børn små. Vi skulle ud af døren, og nå noget til en bestemt tid, hvilket i sig selv er en udfordring med børn på 6 mdr og 1 ½ år.
Jeg blev stresset, træt og irritabel. Var ikke nogen særlig rar mor.
Lige der, på vej ud af indkørslen, med 2 børn i barnevognen, tænkte jeg, hvad nu hvis jeg bare er sammen med det…
Jeg trak mit vejr, der ikke kunne komme særlig langt ned i kroppen, og prøvede at vidne.
Først var jeg bare arrig indeni. Tænkte, det hjælper jo ingenting det her. Men jeg fortsatte alligevel. Var sammen med det arrige, stressede og irriterede.
Så begyndte der efter lidt tid at ske noget. Noget løsnede sig. Mildnedes inde fra sig selv.
Helt fysisk mærkede jeg at noget slap i min mave og skuldre, og inden jeg var nået hen til min aftale, var det væk. Som i helt.
Jeg var målløs.
Kunne pludselig Se mine knuselskelige dejlige unger, der sad der i barnevognen.
Siden har jeg undersøgt videre.
Jeg fandt ud af, det ikke kun hjalp på tanker og følelser men også kropsligt ubehag.
Her hjalp det visuelle. Har jeg eks. ondt i min nakke eller hofte, forestiller jeg mig, at jeg guider lys fra et punkt over mit hoved og ned til det sted, der gør ondt. Jeg forestiller mig så, jeg udvider området og giver plads. Er med det til det slipper.
Lyd hjælper også. Engang løsnedes et hold i nakken, ved at jeg lyttede efter hvilken tone, der gik i samklang med det holdte, hvorefter det slap.
Jeg bliver selvfølgelig stadig fanget ind i mønstre af tanker og følelser, der kører afsted med mig.
Men ikke så omfattende som tidligere. Når det sker, prøver jeg at være venlig overfor mig selv.
Anerkender det jeg så er og kan i netop det øjeblik.
Måske du selv får lyst til at prøve, mens du læser?
Ulla, 8.juli 2022