Mit vinterfrosne hjertes kvarts
Det, at savne en glæde ved, og lyst til, intimitet og seksualitet, kan ikke ses isoleret fra resten af ens liv.
Enkelt sagt handler det om modet til at komme hjem i sig selv.
Tillade at jeg er god nok, med alt hvad jeg er. Lige nu.
Vi kommer til verden, helt åbne og modtagelige, hvorefter vi gradvist i opdragelsen lukker af og passer ind, -for at få kærlighed, accept, fællesskab og undgå udstødelse og ensomhed.
I kroppen bor hele vores historie. Alle tilpasninger, svigt og overgreb.
Alle de gange hvor vi sagde ja og mente nej.
Vi lukker ned, så vi undgår at mærke.
Tilbage kan der være en følelse af meningsløshed, tomhed, ’ingenting’ eller smerte.
Det er gerne her, vi begynder det terapeutiske arbejde.
Med en invitation til at gå ind i kroppens rum. Dér, hvor kroppen er lige nu. Være tro mod det, der mærkes i kroppen, -eller ikke mærkes.
Først her vover kroppen langsomt at åbne sig, ind i historien.
Der løsnes forsigtigt og venligt op i krop og energisystem med blid healing. Kroppen kan opleve, -måske for første gang i mange år, at få ‘taletid’.
Det kan blive meget dybt. Meget forløsende.
Med store følelser, vrede og gråd, eller som ganske stille og blid forløsning.
Jeg har oplevet kroppe hvor livsenergien igen begyndte at bølge.
Kvinder som mærkede kontakten, til det ellers lukkede hjerte, til maven der plejede at være en knude, ned i fødderne der normalt var kolde, og igen sansede levende, vibrerende energi i bækken og køn.
Jeg har set ansigter der blev åbne og bløde, øjne der blev klare og skinnede indefra.
Kroppe, der igen blev beboet.
Jeg mærker en taknemmelighed over at vidne og ankre de her dybe, healende processer.
Det er smukt.
Ulla Eline Veje 4.februar 2019