≡ Menu

Er det uoverskueligt at komme ud af døren?

Når vi bliver ramt følelsesmæssigt, og nok mærker der er brug for hjælp, kan hele praktikken med at komme ud af døren, køre, ankomme et nyt sted til en behandler, vi ikke før har mødt, skabe en masse nye sanseindtryk, der virker alt for overstimulerende på et i forvejen følsomt nervesystem.

Det er så forståeligt, når valget kan blive ikke at gøre noget.
Jeg har i flere år haft videokonsultationer med kvinder, der af forskellige årsager har valgt at have sessioner med mig på denne måde.
For nogle har det været den fysiske afstand, for andre et lille barn, men flest har taget det valg, på grund af en aktuel akut situation.
Det var rigeligt bare at skulle række ud og bede om hjælp.

Det, der har været en opdagelse for mig som behandler er, at mit arbejde med at skabe en kontakt ind i kroppen, ind til der hvor følelserne kan have åbnet op til dybe gamle sår og skabt et tomrum, en sammentrækning eller en smerte, så fint kan foregå online.
Tilbagemeldingerne har været, at det var en lettelse, det kunne foregå hjemmefra, så det var muligt at sidde med sig selv bagefter, og bare være med det samtalen havde igangsat og helet.

 

Mavefornemmelsen
Det er én, vi gerne vil lytte til.

 

Men ’Fornemmelsen i maven’ er straks værre.

Det er sådan en ømhed i maven, vi mærker, når noget er følelsesmæssigt svært.
Den er svær at trække vejret igennem.

Den kan dulmes. Med mad, alkohol, rygning, shopping og flere med.
For en kort stund er der ro. Så kalder maven igen.

Vores krop er viis.
Når vi har gamle nedlukninger helt tilbage fra barndommen, råber kroppen op.
Den kalder på at blive helet.

De fleste, der kommer som klienter hos mig, er udfordret i deres intime rum.
Jeg har erfaret, at Fornemmelsen i maven, er helt essentiel at arbejde med for at skabe kontakt ned til vores køn og seksualitet.

Ellers virker den som en spærrebom mellem hoved og krop.

Fornemmelsen i maven har brug for at blive mødt med stor omsorg.
Jeg guider med lys og visualisering ind til dette sårbare sted.
Nogle gange stiller vi os pænt ved siden af, og kigger derind.
Beder om lov til at træde nærmere. Inviterer en hjælper med.
Det kan være et dyr, en god ven, en engel, Gud eller skytsånd.

Fornemmelsen i maven kan i guidningen vise sig at være en hård kugle, en sten, en klippe, eller en lukket port.

Så visualiserer vi lys ind i de billeder, der kommer.
Lader lyset bevæge sig omkring stedet som en blid sommervind, der strejfer blidt.
Den blødgør, og Fornemmelsen i maven begynder langsomt at transformere sig.

Kuglen bliver et garnnøgle, Porten viser sig at kunne åbne, sten og klipper får sprækker.
Lyset finder vej.

Vi kigger ind i, nedenunder og om bagved.
Her finder vi noget af det fineste.
Det der måtte lukkes ned for, da det ikke kunne mødes.

Det kan vise sig som en shaman, en viskvinde.
Det guddommelige i turkis, guld og strålende lys.
Kraftfulde dyr, og træer der rækker ind i himlen.

Vores essens og kvaliteter.

Et ressourcefelt, der kommer bag på de fleste.

Ingen er uberørt af sådan et møde.

Vi mærker, hvem vi egentlig er fra dette sted.

Der bor en visdom i kvindekroppen

I vores kultur hyldes det at have ’mange bolde i luften’, kunne skære igennem og være hurtig.

Det svinger bare ikke særlig godt med kvindekroppens behov for pausen, og det der sker, når vi gør ’ingenting’, tillader stilheden og oplader.

Travlheden kræver at der lukkes ned for kroppen.
Den kræver vi ignorer vores cyklus svingninger gennem måneden, og den visdom der indtræder med overgangsalderen.

Kvindekroppen er viis.
Hun sender tydelige signaler, når vi i længere tid har lukket ned og ikke lyttet til hende.

Signalerne kommer fra brysterne, livmoderen, æggestokkene, skeden og det ydre køn.
Der kan komme smerter, svie, ømhed og en ulyst til at bevæge sig ind i det intime rum.
Derudover sætter de sig i musklerne, der stivner af mangel på kontakt og energi.

Vi har brug for at balancere.
Vejen er at lægge væsentligt mere kærlig kontakt ind i vores krop gennem åndedrættet og i visuel guidning ned i kroppen.
Langsom og sanselig dans og yoga er også en måde at komme i en dybere kontakt, uden at skulle lave noget om og være rigtig.
Vi kan træne en lytten ind i vores krop og have tillid til det den fortæller, fremfor kun at handle ud fra ydre krav eller indre forestillinger, om hvordan vi bør være.

 

Ulla Eline Veje
Jordemoder, kropsterapeut og healer i Kvindevisdom  / Aarhus.
www.ullaveje.dk, mobil 20354693

Når vi gør vores bedste.

Vores samfund er indrettet sådan, at det at være travl, effektiv, dygtig og få noget fra hånden giver anerkendelse.

Så vi gør vores bedste.

Drevet af frygt for ikke at være god nok, ikke at være elsket, lever de fleste i et  overlevelsesmode af doing.

Det har konsekvenser. Mest af alt en følelse af manglende mening i livet.

Vi kan se os selv fanget i ’Wants’, som er alt det vores jeg gerne vil have, og som
kan være i modsætning til vores ’Needs’, der er det, vores sjæl kalder på.

Når vi er i kontakt med vores sjæls behov, mærker vi en stille ro og glæde.
Hvis vi ikke følger sjælens behov, kommer der tristhed. Den er ofte ikke velkommen, så vi lukker af.
Tristheden er et kald fra sjælen. Den kalder os hjem, når der er noget, der ikke er i overensstemmelse med vores sjæl.

Jeg har netop været på Vækstcenteret i Nørre Snede.
Jeg er på slutningen af et tre-årigt forløb med Helen Gamborg, hvor vi arbejder med de spirituelle energistrømme i kroppen og den dobbeltrettede meditationspraksis.

Forløbet er en rejse indad mod mig selv og min sjæl

Denne gang gik det dybere. Jeg faldt ind i en ro, hvor noget i mig genkendte sig selv. Det åbnede hjertet indefra. Helt ubesværet holdt den åbenhed sig i flere dage, – og nætter, hvor jeg sov igennem som et trygt barn.

Thomas, min mand, sansede roen og det åbne hjerte. Hans kærlighed strømmede imod mig, og jeg erfarede sandheden i, at når vi først er i en dybere kontakt med os selv, så er resten givet os i tilgift, -som et viist menneske vist engang har sagt.

Nu er arbejdet så fortsat at sidde på puden hver dag og passe min praksis.
Øve mig i at være med det der er.

Det er her i min hverdag, at den egentlige træning ligger.

Minde mig selv om langsomheden, når min indre to-do seddel virker så vigtig.
Huske at mærke mine fødder når jeg går.
Være i vindens bevægelse i træerne, og i vejrtrækningens rolige rytme.

 

 

 

 

 

Aaaah kender I det, når noget er gået rigtig godt? 🙂
Jeg har i weekenden afholdt en skøn kvindeworkshop. ❤
Vi har arbejdet med kontakten til jorden. Til vores essens, indre ro og kraft i livmoderen.
Vi har malet processen.
Lavet energi og healingsøvelser.
Mærket de instinktive kræfter som modvægt til det pleasende og perfektionistiske.
Mest af alt har vi arbejdet med at være som vi er. Øvet os i at slippe alt det der rigtigt og forkert.
Det er bare så fedt at arbejde med en flok kvinder, der oprigtigt ønsker at fordybe sig.
Er både glad, træt og taknemmelig i dag.
Ulla 31/10-22
❤

Længsel og modstand

Jeg har været tre dage på Vækstcenteret i Nørre Snede.
Her går jeg på et treårigt forløb ’Syntese og praksis’ hos min lærer Helen Gamborg.
Det der til stadighed overrasker mig er, hvordan undervisningen og de energiøvelser vi arbejder med mellem kursusgangene, arbejder så uigenkaldeligt dybt forandrende på den blideste vis.

Denne gang arbejdede vi med de feminine og maskuline energistrømme i kroppen. Om den polaritet der helt naturligt eksisterer i vores liv, og hvordan vi kan arbejde med den polarisering, vi selv skaber i krop og sind.

Den polarisering, der lægger den største forhindring for vores personlige og spirituelle udvikling er
Længsel og Modstand.

Et eksempel kunne være: Jeg har A, og jeg drømmer om B. Indsæt selv: En slankere krop, en anden bolig, en kæreste, -eller bare en ny. En mindre irriterende kollega, mor, ven etc. Listen er uendelig.

Her er der modstand mod min nuværende virkelighed, og en længsel henimod noget andet.

Øvelsen er så først og mest at sætte sig og Se det.
Ikke dømme det.
Jeg sidder med min modstand og jeg sidder med min længsel.
Uden at vælge. Uden at ville forandre kollegaen, partneren, kroppen, humøret. Uden at ville fixe.
Jeg er med det.
Tålmodigt. Blidt.

Er det let? Nej.
Lykkes det hvér gang? Slet ikke.

Til gengæld er det kongevejen hjem i os selv. Til den fred og glæde vi tror, vi kun kan finde udenfor os selv.

Kærlig hilsen Ulla
26.september 2022

  

Lyngens land

I 4 uger har jeg og Thomas holdt ferie i vores sommerhus og den omgivende hede, skov og eng.
Der har været stilhed og proces og vi har været både i fryd og skyggeland.
Vi har mediteret, lavet øvelser, tantra og skriveterapi.  Vi har set musvågerne, der årvågent cirkler og lyttet til granernes susen. Sanset hundredevis af stæres vingeslag henover vores hoveder og svalernes overlegne flyvninger. Kronhjortene i skoven. Ræven på engen.
Jeg bliver ærbødig, og mærker at når jeg stilner mit sind, så får jeg en kontakt med alt det levende, jeg er midt i, og erkender vi er i et fælles felt.

Ud af stilheden poppede ideerne frem, og jeg gør klar til en efterårsworkshop for kvinder, hvor vi vil tage rejsen indad til den dybe visdom, kraft og glæde, der bor i kroppen.

Jeg holder sommerferie indtil den 17.august.

Når jeg holder ferie øver jeg mig i balancen.
Jeg nyder at have projekter i gang, lige så meget som jeg nyder at gøre ingenting.

Jeg erfarer, at det er let at lade mig fange ind af mine egne projekter, og måden jeg prøver at vikle mig ud af det på, er ved at spørge: Hvem gør jeg det her for?
Som oftest opdager jeg, at det er konventioner, kultur og opdragelsen.

Jeg spørger så:
Hvad sker der, hvis jeg lader være?
Er der andre end mig, der har et problem med det?
Er det overhovedet relevant? 😉

Så kan der godt komme uro.
Hvem er jeg, hvis jeg træder ud af min egen selvkoreograferede rolle…
Jeg øver mig så i at være i ubehaget. Sidde og betragte det.
Det kan jeg godt skulle gøre i nogle runder, før det rigtigt vil slippe.

Så er jeg til gengæld meget tæt på nydningen.
Som da vi i går ankom i sommervarmen til vores sommerhus, der ligger så fredeligt her på heden, og bare satte os og var med den smukkeste solnedgang.
God sommer til jer alle.

 


Om at ville væk fra.

Når jeg har det svært, vil jeg gerne væk fra det.
Jeg prøver at finde løsninger. Kæmper imod.
Vil egentlig bare have fred i hovedet.

Men, -når jeg ønsker én følelse, -en bedre, er der en anden, der ikke må være her.
For en del år siden lærte jeg noget om at om rumme en tanke eller følelse.
Ikke ville forandre den, men vidne det der sker inde i mig.

Jeg troede ikke rigtigt på det.

Første gang jeg prøvede det af i det virkelige liv, var mine to yngste børn små. Vi skulle ud af døren, og nå noget til en bestemt tid, hvilket i sig selv er en udfordring med børn på 6 mdr og 1 ½ år.
Jeg blev stresset, træt og irritabel. Var ikke nogen særlig rar mor.
Lige der, på vej ud af indkørslen, med 2 børn i barnevognen, tænkte jeg, hvad nu hvis jeg bare er sammen med det…
Jeg trak mit vejr, der ikke kunne komme særlig langt ned i kroppen, og prøvede at vidne.

Først var jeg bare arrig indeni. Tænkte, det hjælper jo ingenting det her. Men jeg fortsatte alligevel. Var sammen med det arrige, stressede og irriterede.
Så begyndte der efter lidt tid at ske noget. Noget løsnede sig. Mildnedes inde fra sig selv.
Helt fysisk mærkede jeg at noget slap i min mave og skuldre, og inden jeg var nået hen til min aftale, var det væk. Som i helt.
Jeg var målløs.
Kunne pludselig Se mine knuselskelige dejlige unger, der sad der i barnevognen.

Siden har jeg undersøgt videre.
Jeg fandt ud af, det ikke kun hjalp på tanker og følelser men også kropsligt ubehag.
Her hjalp det visuelle.  Har jeg eks. ondt i min nakke eller hofte, forestiller jeg mig, at jeg guider lys fra et punkt over mit hoved og ned til det sted, der gør ondt. Jeg forestiller mig så, jeg udvider området og giver plads. Er med det til det slipper.
Lyd hjælper også. Engang løsnedes et hold i nakken, ved at jeg lyttede efter hvilken tone, der gik i samklang med det holdte, hvorefter det slap.

Jeg bliver selvfølgelig stadig fanget ind i mønstre af tanker og følelser, der kører afsted med mig.
Men ikke så omfattende som tidligere. Når det sker, prøver jeg at være venlig overfor mig selv.
Anerkender det jeg så er og kan i netop det øjeblik.

Måske du selv får lyst til at prøve, mens du læser?

Ulla, 8.juli 2022

Sad oppe her til morgen og så solen farve himlen i de dybeste mørkrøde og lilla nuancer.
Drak te og strakte min krop i stilheden. Mærkede byen vågne.

I godt et år har jeg haft mit lille behandlerhus i Risskov.
Min daglige cykeltur derud, med vandet på den ene side og Riisskoven på den anden, både grounder og åbner.

Jeg fyrer op i brændeovnen og tænder lys, ude som inde, for den kvinde, der snart træder ind ad døren.
Jeg stiller mig i rummet og meditativt åbner energien, hvor jeg beder om at de hjælpere, der er brug for netop i dag, kommer til stede.

Jeg er intet mindre end taknemmelig over alle de kvinder, der finder vej til mig og åbner sig i tillid.
En kvinde udbrød midt i behandlingen: ”Jeg troede, jeg kom for at løse et konkret seksuelt problem.
Det der så viser sig, er jo sådan helt… eksistentielt.”

Når vi kontakter kroppen og følelserne, uden at ville de skal være andet end det de er, byder dem velkommen og tillader et rum de kan være i, så går transformationsprocessen i gang.
Det er den egentlige healing.

Glædelig jul til jer alle.